Cordoba moskéens historie | Detaljeret tidslinje og konstruktion

Efter den visigotiske invasion i 572 blev der bygget en kirke dedikeret til San Vicente i Cordoba. Men efter den mauriske erobring i 711 blev kirken delt mellem kristne og muslimer i forbindelse med tilbedelse. I 784 beordrede emir Abd al-Rahman kirkens nedrivning for at gøre plads til opførelsen af den store moské i Cordoba. Dette markerede begyndelsen på et monumentalt projekt, der strakte sig over 200 år.

I det 8. århundrede begyndte opførelsen af moskeen i Cordoba under Abderraman I, den første umayyadiske kalif af Cordoba, i 785. Moskeen bestod oprindeligt af elleve skibe på linje fra nord til syd med romerske og visigotiske søjler og kapitæler. Især afveg dens orientering mod syd fra den ortodokse retning mod Mekka, sandsynligvis på grund af geografiske begrænsninger. Dette tidlige byggeri etablerede nøgletræk som hesteskobuer og vekslende sten- og murværk og lagde grunden til den islamiske arkitektoniske identitet.

Under emir Abd al-Rahman og de efterfølgende umayyadiske herskere tog Den Store Moské i Cordoba form. Moskeen havde en stor Hypostyle Hall med en central gårdhave, springvand og appelsinlund. Den gennemgik flere udvidelser. Den første udvidelse blev foretaget af Abd ar-Rahman II mellem 833 og 848. Abd ar-Rahman III fortsatte med at udvide nordsiden mellem 951 og 952. Al-Hakam II udvidede den sydlige side i 961, og endelig udvidede Al-Mansur den østlige side mellem 987 og 988. Det sidste udvidelsesarbejde under det muslimske styre var under Al-Mansur, som udvidede moskeen sideværts mod øst og forlængede både gården og bedesalen.

Cordoba blev generobret af de kristne i 1236. Moskeen blev igen omdannet til en kirke, selv om moskeen aldrig blev revet ned. I løbet af århundrederne blev der foretaget forskellige ændringer og tilføjelser til strukturen. Private mæcener byggede flere kapeller rundt om i bygningen, og kapellet for San Felipe og Santiago er det tidligst registrerede kapel, bygget i 1258. I de efterfølgende århundreder blev der tilføjet yderligere kapeller som Villaviciosa og Capilla Real-kapellet sammen med betydelige ændringer som f.eks. udskiftning af moskébuer med gotiske buer i slutningen af det 15. århundrede.

I det 16. århundrede blev der foretaget betydelige ændringer af moskeen med opførelsen af et renæssancekatedralskib og tværskib på trods af modstand fra byrådet. Dette projekt, som blev igangsat af biskop Alonso de Manrique og senere overvåget af arkitekterne Hernan Ruiz I, Hernan Ruiz II og Juan de Ochoa, førte til indarbejdelsen af gotiske og manieristiske elementer i moskéens struktur. Derudover blev der bygget et klokketårn i renæssancestil omkring den tidligere minaret efter skader fra en storm i 1589.

I løbet af det 19. og 20. århundrede blev der udført omfattende restaureringsarbejde for at bevare og forbedre moské-katedralens arkitektoniske integritet. Restaureringsprojekter, som f.eks. restaureringen af den oprindelige mihrab i 1816 og klokketårnet i 1991, som blev afsluttet i 2014, havde til formål at bevare stedets historiske betydning. I 1984 blev moské-katedralen erklæret for UNESCO verdensarvsliste i anerkendelse af dens kulturelle og arkitektoniske betydning. Tværskibet og koret i renæssancekatedralen blev restaureret mellem 2006 og 2009, hvilket viser et løbende engagement i bevaring af stedets kulturarv. Disse restaureringsinitiativer afspejler en bredere bevaringsindsats i Spanien, der har til formål at beskytte strukturer fra den islamiske æra.